Italien - tirsdag den 16. april 2019

Fra Antwerpen til Katwijk am Zee (Holland)

Forrige dag Oversigt Næste dag

Vi var vist lidt dovne her til morgen. Klokken var pænt mange, før vi stod op og jeg hentede morgenbrød i et lokalt supermarked. Solen skinnede, men det kneb stadig med varmen. Til gengæld var det 7 grader fra morgenstunden.

Vi havde talt om at køre nordpå og finde et sted i nærheden af blomsterparken Keukenhof for natten. Så var vi klar til at besøge parken tidligt fra morgenstunden dagen efter. Men vi ændrede planerne. Vi valgte simpelthen at springe Keukenhof over i denne omgang. Vi har trods alt været der 4 gange før. I stedet syntes Marie, at vi skulle se det sydvestlige hjørne af Holland.

Farvel til Antwerpen

Så første destination blev en ølbutik i udkanten af den belgiske version af Essen. De Caigny viste sig at være den største ølbutik, vi har set til dato. Her var et kæmpeudvalg af belgiske øl og da vi troede, at vi havde set det hele og nåede til vinafdelingen, dukkede del 2 af ølafdelingen frem efter vinen. De havde også et pænt stort område med glas fra de forskellige bryggerier.

Vi handlede 3 kasser øl ind til Danny. Det gjorde lidt ondt, at jeg ikke selv skulle have noget med. Men vi har simpelthen ikke plads til mere - og når jeg tænker på lageret derhjemme, så mangler vi slet ikke øl.

Lige på den anden side af grænsen fandt vi en camperforhandler i byen Hoogerheide, hvor vi gratis kunne få tømt og fyldt camperen. Så var vi klar til nye eventyr - men vi kørte ikke særlig langt, før Marie fik øje på den første tulipanmark og resolut parkerede hun camperen, så vi kunne nyde de gule og røde tulipaner på en pluk selv mark, mens vi spiste frokost.

Kursen blev sat mod vest til Zeeland og øerne i det sydvestligste hjørne af Holland. Disse øer eller halvøer er forbundet via dæmninger via rute N57. Vi kørte på motorvej et langt stykke ud på den første halvø og fandt frem til ruten med dæmningerne. Det er lidt specielt at køre sådan en tur over dæmninger med vand på begge sider.

Sluserne ved Zeeland
Biler i 4 niveauer

Solen var forsvundet og det var blevet rigtigt kørevejr. Så mens jeg fik klaret diverse mails og holdt kontakten med Lene og Paul, fandt Marie op til Rotterdam og rundt om byen. Her var der en del trafik. Lene brokkede sig over, at de sad i kø på en motorvej. Jeg kunne sende hende et lignende billede.

Jeg ville egentlig gerne finde en parkeringsplads for natten, hvor vi kunne sidde og kigge ud på blomstermarkerne, men det var ikke så let - og slet ikke i dette område. Så vi valgte at køre til Katwijk am Zee, en lille by ved vandet. For mere end 20 år siden var vi her et par gange, bl.a. en gang med Maries forældre. Et af minderne fra dengang var nogle kæmpe campere med sider, der kunne skubbes ud, så vognene blev meget brede. De holdt i massevis i byen en af de gange, vi besøgte den.

Men på det punkt var der sket meget på de godt 20 år. Nu var der en pæn stor parkeringsplads for campere i den sydlige ende af byen. Her parkerede vi. I løbet af aftenen dukkede adskillige andre campere op. Vi nærmede os påskeferien og dermed var camper sæsonen også godt i gang.

Parkering ved Katwijk am Zee

Marie anrettede en lækker tallerkenfuld salat med gode rester fra køleskabet. Inden det blev spisetid, gik vi en tur til stranden. Solen var stort set gemt bag skyer, så vi fik ikke lov at nyde en solnedgang i dag.

Så vi gik tilbage til camperen og nød den lækre salat.

Mens det blev mørkt, fik jeg skrevet dagbog og forberedt vores videre færd i blomsterområdet de kommende par dage.


Forrige dag Oversigt Næste dag